På 10 dage tømmer Tylco selv de største biogasreaktorer

Med specialudstyr og årtiers erfaring fra silobranchen tømmer Rolf og Jens biogasanlæg for sten og sand, så produktionen af biogas kan køre i højeste gear. 

Der er fuld gas på forretningen hos Tylco biogasservice, der hjælper biogasanlæg med at opnå det optimale udbytte af sine råvarer. Gunstige gaspriser betyder nemlig, at der for alvor er kommet god økonomi i at sikre et stabilt flow af biogas, når gylle, halm og andre restprodukter omdannes til miljø- og klimarigtig energi i store reaktortanke.  

Når anlæggene har kørt noget tid, og der er bundfald i tankene, så har virksomheden Tylco Biogasservice fra Give specialiseret sig i at tømme reaktorer og øvrige tanke ud hurtigt og effektivt. Gevinsten for biogasanlæggets ejere og aftagere er, at der kan genetableres fuld reaktorkapacitet, og det betyder, at råvarerne har den opholdstid, tankene er beregnet til. 

-Når sandniveauet er for højt, så pumper man sand og sten rundt, og det giver en stor slitage på rør, bøjninger og pumper. Man får færre uforudsete stop i produktionen når tankene tømmes for skidt, fordi pumper og rør bliver mindre slidt, og udnyttelsen af de råvarer, der kommer i, bliver også højere, forklarer Rolf Laursen, direktør i Tylco Biogasservice. 

De efterhånden mange danske biogasanlæg producerer praktisk talt altid den maksimale mængde gas, og det uanset om de er fyldt med sand, sten eller plastik. Når udnyttelsen af råvarerne, der fødes til anlæggene, falder, så tilsætter man typisk sukker og fedtsyrer, altså industrirestprodoukter med mange kalorier i, for at holde biogasreaktorerne oppe i gear, men det er langt dyrere produkter end gylle, halm og andre restprodukter fra især landbruget, som anlæggene er designet til at benytte. 

I ekstreme tilfælde optager det uønskede skidt mere end 20 procent af tankens kapacitet, og det ofte uden at biogasselskabets ejere kender til problemets omfang før Tylco skruer pladerne af. Typisk oplever Tylcos kunder en nedetid på 7-10 dage fra de første bolte er løsnet og til der igen kan pumpes gylle ind i reaktoren. 

-Vi har oplevet at åbne en reaktortank, hvor akslen på en tophængt omrører, var knækket af. Det var ikke blevet opdaget, og man havde bare fortsat med at pumpe materiale ind, og noget af det kom jo ud igen, men det faste stof endte altså med at fylde 15 af 17 meter i tanken, siger Jens Tilma, CSO i Tylco, som ofte er første mand på stedet, når en hasteopgave meldes ind.  

 

Special-grej
Er et anlæg først fyldt med sand, skidt – eller plastik, hvilket man hos Tylco også har oplevet fra et norsk anlæg, der primært blev næret med husholdningsaffald, så er der altså ingen gasproduktion tilbage, og tanken må tages ud af produktion. I et ekstremt tilfælde var en tank nærmest opgivet, og anlægget havde været ude af drift i to år, før anlægget personale hørte om Tylco. Og da man på stedet tidligere havde været ét år om at tømme en lignende tank, var tilfredsheden stor, da Tylco løste opgaven på 25 arbejdsdage.   

Når Tylco bliver bestilt til at tømme en tank på et biogasanlæg holder der en container klar med alt det værktøj, de kan komme ud for at skulle bruge, og lastbilen sendes afsted med alt fra stilladser og køreplader til den store arbejdshest, der hurtigt kan flytte de tusindvis af tons biomasse ud af siloen; en gastæt Case SV340B minilæsser, der specielt er indkøbt til at tømme de gasproducerende tanke. 

-Det er en minilæsser i den store ende; det er den største, man kan få på hjul, og den har høj kapacitet. Vi kan flytte mere end 200 tons i timen inde i en tank, forklarer Rolf Laursen der forsikrer om, at alle sikkerhedsregler bliver fulgt til punkt og prikke, når Casen flytter biomassen til et hul i siden, hvor en kran sædvanligvis sender de ildelugtende bunker af skidt videre ud i ventende traktorvogne, hvorefter biomassen køres ud på markerne. 

 

Lokale samarbejdspartnere
Tylco står gerne for hele entreprisen omkring tømningen af biogastanke, og normalt lejer de lokale aktører ind for at hjælpe. Jens og Rolf oplever ofte, at biogasanlæggene allerede har gode samarbejdspartnere, som kan hjælpe til at løse opgaven. 

-Vi kan stå for det hele – og det mest specielle grej har vi selv, men ellers lejer vi lokalt, efter hvad der giver bedst mening. Og tit i samarbejde med biogasanlægget, altså lokale aktører med lokale samarbejdspartnere, forklarer Rolf Laursen. 

Før Tylco tropper op med sin store lastbil, så er der nogle forhold, der skal styr på først, for efter mange år i silobranchen ved Jens og Rolf, at man skal forberede sig på det værste. 

-Der er ikke noget, der hedder bare lige. Man skal virkelig vide, hvordan man går til det, for det ser forskelligt ud fra gang til gang. Derfor skal vi ud at se og analysere opgaven: Se på udenomspladsen, hvor stort grej kan vi komme ud med – kan vi åbne tanken og er der plads til kraner og lastbiler – eller skal vi køre ind og ud af tanken. Hvor meget af siloen man skal skille ad, afhænger også af mængden af sand, så vi kigger på opgaven sammen med anlæggets folk, og så sætter vi et projektforløb i gang, siger Jens Tilma.  

Nogle anlæg har kørt i ti år og trænger ikke til en tømning, mens andre har kørt tre år og er kørt fast, og hos Tylco har man erfaret, at man skal være mere opmærksomme på tilstanden i reaktorerne og lave et planlagt stop inden tankens kapacitet bliver væsentligt nedsat.  

Hos Tylco har Jens og Rolf flere gange har oplevet, at reaktortankens kapacitet til at producere gas på grund af sten, grus og plastik har været nedsat med tyve procent, så for biogasanlæggenes ejere er der en meget god økonomisk grund til at komme til bunds i skidtet, så der i stedet for grus i maskineriet kan komme flere penge på kistebunden.  

Rolf Laursen så gerne at endnu flere biogasanlæg havde Tylcos telefonnummer hængende, og er man i tvivl om metoden virker på sit anlæg, så har han planen klar.   

-Mange steder har man flere tanke, så vi kan begynde i en af de mindre tanke, før man tager hovedreaktoren. Se hvad vi kan, og find ud af, at det er godt givet ud. Der er en betragtelig forskel på produktionen i tankene, når man først har prøvet at få tømt en tank ud – og vi er mere end en gang kaldt ud for at gøre opgaven færdig for andre.  

-Vi ved aldrig, hvad vi går ind til, men vælger man os, så er anlægget oppe at køre igen inden for 7-10 dage, lyder det fra Rolf Laursen. 

Felt